”Jeg er lettet og meget glad på alle de unge menneskers vegne. Det var ikke til at bære, hvis vi skulle sende så mange unge mennesker andre steder hen end deres førsteprioritet, når vi har både rammer og dygtige medarbejdere til at tage imod dem,” siger direktør for Roskilde Handelsskole, Jørgen Sloth.
Indtil mandag stod skolen foran at skulle afvise hver fjerde af de rekordmange unge mennesker, der har søgt handelsgymnasiet (hhx) i år på grund af de nye regler om elevfordeling. Skolen havde fået udstukket et foreløbigt kapacitetsloft på 364 elever mod, at nu 495 unge har valgt handelsgymnasiet som deres førsteprioritet.
Vi må optage 466 elever
Nu har Børne- og Undervisningsministeriet dog justeret loftet markant: Mandag den 15. maj meldte ministeriet et endeligt kapacitetsloft ud for skolens hhx-uddannelse på 466 elever. Det betyder ikke, at alle kan lukkes ind. Men markant flere får nu deres førsteprioritet opfyldt og kan starte på Handelsgymnasiet til august.
”Vi er meget tilfredse med den her justering. Det stigende søgetal er ikke bare et udtryk for at vores skole er populær, men også for at flere unge på landsplan har fået øjnene op for hhx. Det er positivt for hele samfundet og ikke bare os, at vi kan imødekomme den interesse,” mener direktør Jørgen Sloth.
Klar til 17 nye klasser
Roskilde handelsskole afventer stadig Region Sjællands endelige fordeling af de sidste ansøgere, men regner med at kunne byde velkommen til mindst 17 nye førsteårsklasser på Handelsgymnasiet til august. Dermed er skolen et af de største gymnasier i regionen.
Alle ansøgere får svar på, om de er blevet optaget på deres ungdomsuddannelse senest 1. juni.
Bliv klar til studiestart på Handelsgymnasiet
Vi er klar til at tage godt imod dig til august.
Hvad hvis man ikke kommer ind? Vi har andre muligheder
Udover hhx udbyder skolen også beslægtede ungdomsuddannelser på Eux Gymnasiet og Eux Business. De er ikke underlagt kapacitetsloftet, og der er stadig ledige pladser.
Vi inviterer i øvrigt på et inspirationsmøde 24. maj for unge i 8., 9. og 10. klasse, der gerne vil klædes bedre på til at vælge ungdomsuddannelse. Se mere herunder.
Næste inspirationsmøde
Vi holder næste inspirationsmøde i foråret 2024.